Artikel bragt i Berlingske Tidende 19. juli 2005, 2 sektion, magasin, side 11
Alle i Danmark må stå sammen i kampen mod terror uanset hudfarve, religion eller baggrund mener Ikram Sarwar, kandidat til Borgerrepræsentationen (S).
Jeg har været vred og ked af det på samme tid, hver gang jeg tænker tilbage på det forfærdelige terrorangreb i London. Jeg er vred på de mennesker, der begår sådanne handlinger, og ked af det på vegne af de mange mennesker, der mistede deres liv, og pårørende, som mistede deres nærmeste elskede.
Nu er det kommet frem, at der åbenbart er tale om britiskfødte pakistanere, der har stået bag disse umenneskelige og dybt tragiske handlinger. Det rammer mig faktisk endnu dybere, for jeg er selv født i Danmark med en pakistansk baggrund, og det er mig uforståeligt, at mennesker kan være så langt ude, at de vil bruge sig selv til at dræbe sagesløse mennesker. Uanset deres baggrund for disse handlinger så kan disse handlinger aldrig retfærdiggøres. Jeg er af den holdning, at hvis man er imod en krise eller en konflikt i verden, f.eks. krigen i Irak, så skal man kunne bruge de midler, man har i et demokratisk samfund, såsom at man kan demonstrere, skrive læserbreve og føre debatter for at kunne gøre opmærksom på sin uenighed, og dernæst skal man kunne finde en fredelig løsning.
Nu skal vi i Danmark kunne stå sammen mod denne trussel uanset hudfarve, religion eller baggrund. Vi skal kunne finde ud af at snakke sammen tværs over disse kulturelle og religiøse forskelle og være enige om, at vi aldrig vil acceptere terroristernes budskab. Vi skal kæmpe for vores demokrati og vores frihed. Det foruroliger mig, at disse mennesker, som begik terroren, er nogle, der åbenbart er født og opvokset i et vestligt land og alligevel er kommet i kløerne på terroristerne, og at de åbenbart er blevet overbevist om, at det var det rette at gøre.
Vi skal som samfund være vågen og være på mærkerne i vores dagligdag. Lige fra de enkelte forældre til den enkelte skolelærer. De skal kunne observerere radikale ændringer hos børn og unge, der virker foruroligende. Disse mennesker skal være bedre i stand til at kunne konfrontere den unge med disse observationer og hjælpe eller søge hjælp og støtte, så unge mennesker ikke bliver rodet ud i noget mistænkeligt. Forældrene skal vide, hvad deres børn går rundt og laver, og hvem de omgås m.m.
Jeg er enig med Helle Thorning-Schmidt i, at der findes stærke grupper, som under alle omstændigheder vil bekæmpe den frie og demokratiske del af verden med hensynsløs vold. I den situation må vi stå sammen. Jeg mener, at det ikke kun skal være Socialdemokraternes budskab, men alle danskernes. For det er en trussel mod alle os, der lever og ånder for demokratiet – derfor skal vi nu stå sammen.
Jeg ved, at de fleste herboende muslimer tager dyb afstand fra den forbrydelse, der er begået i London. De fleste er mennesker, der ønsker at leve i fred og harmoni med deres medmennesker og helst ser deres børn leve i en verden, der er fri for krig og terror. På den anden side kan det være, at der er nogle grupperinger, der ønsker at drage fordel af situationen og starte en hetz mod muslimer. Dér skal vi danskere endnu en gang kunne stå sammen og sige fra. Vi vil ikke have, at der er nogle grupper i samfundet, der skal drage fordel af sådanne tragiske hændelser og bruge dem til at nedgøre og hetze mod muslimer.
Jeg håber og er ikke i tvivl om, at PET arbejder effektivt og gør alt, hvad der nu står i deres magt for at kunne forebygge og forhindre et lignende terrorangreb i Danmark. Jeg håber da også, at noget lignende aldrig ville finde sted mere. Jeg håber også, at PET får de nødvendige beføjelser, som kan sikre vores sikkerhed her i Danmark.
Der skal absolut ikke herske nogen tvivl om, at herboende pakistanere og muslimer tager dyb afstand fra sådanne forbrydelser, og at de er kede af, at der er nogle mennesker, der misbruger religionens navn til at begå disse umenneskelige handlinger. Vi har ofrene fra London i vores tanker og føler med deres pårørende og bekendte.
Der er ingen kommentarer. Tilføj en nedenfor.