Uddannelse, praktikpladser og job til unge
Arbejdsløsheden stiger markant blandt unge. Hver femte unge på en årgang får ikke en uddannelse, blandt andet fordi der mangler praktikpladser og jobs. Finanskrisen har ramt unge inden for håndværksfagene, universiteterne og indvandrere hårdest.
Vi skal skabe praktikpladser, så de unge kan fuldføre deres uddannelse. Vi skal skabe jobs, så de unge ikke går direkte til arbejdsløshed. Vi skal investere os ud af krisen.
I København skaber vi 900 nye praktikpladser. Kommunen skaber 500 pladser og i samarbejde med vores private samarbejdspartnere åbnes op for 400 nye praktikpladser ved at stille krav ved større aftaler.
Samtidig skaber vi 1.400 flere løntilskudspladser og udnytter vores muligheder for at skabe arbejdspladser ved at igangsætte byggeri for 9,5 milliarder kr. frem til 2013.
Det er investeringer for de unges skyld og for hele samfundets skyld.
Vi skal ikke tabe en generation
Vi vil ikke tabe en generation af unge mennesker fra arbejdsmarkedet. De skal ikke se en fremtid i møde uden uddannelse og job. Vi har brug deres hænder og hoveder fremover. Derfor er det vigtigt, at alle har adgang til uddannelse og job. I svære tider som nu har vi alle – offentlige som private – et ansvar for at bakke hinanden op og komme videre ved fælles hjælp.
Jeg vil arbejde for:
- flere praktikpladser for unge på erhvervsskolerne og SOSU-skoler.
- flere løntilskudspladser til alle, med blandt andet akademikere og indvandrere som særlige målgrupper.
- at det offentlige må stille krav til den private sektor om praktikpladser til unge.
- at investere og igangsætte for at skabe vækst.