Byens borgere skal kunne færdes frit og trygt i gaderne, både dag og nat. I den seneste tid har vi set langt flere og meget farligere voldsepisoder end tidligere i København. Senest har der nærmest været bandekrig på åben gade i Mimersgade på Nørrebro, som desværre endte med dødelig udgang.

Som borger i København og medlem af Borgerrepræsentationen kan jeg på ingen måde acceptere, at vores by udvikler sig i denne meget voldelige retning.

Fokus på forebyggelse

Jeg vil derfor være med til at sikre at borgerne i København, og vores mange turister kan færdes trygt – uden at frygte vold eller andre ubehageligheder. For at vi igen kan færdes trygt i de københavnske gader, må vi fremover have langt større fokus på at forbygge og forhindre volden. Jeg ser bl.a. de meget omdiskuterede visitationszoner i København som et nødvendig onde til at forebygge bandekrige og lignende voldsepisoder, som det vi så i Mimersgade.

Men når det er sagt, er jeg på ingen måde tilhænger af, at vi skal have et overvågningssamfund – nej, vi skal kunne færdes frit i vores by.

Der er mange måder at forbygge volden i København på. Jeg mener, at vi som politikere skal intensivere det forebyggende arbejde såsom SSP-samarbejdet og give de københavnske unge et reelt alternativ til det at hænge ud på gadehjørnerne og S-togsstationerne.

De københavnske børn og unge skal have gode ungdoms- og idrætsklubber med pædagoger og frivillige voksne, der involverer sig i deres liv, og som de unge føler sig ansvarlige overfor.

Tag unge alvorligt

De unges holdning over for vold og trusler skal tages alvorligt nu. Unge i København skal lære at tage afstand fra vold – såvel fra volden i skolegården som fra skyderierne på gade. Vi kan ikke acceptere, at unge udvikler en kriminel løbebane, slår hinanden ihjel eller skaber utryghed hos de øvrige borgere i København.

Desuden kan vi håbe på flere ressourcer til politiet, så de fremover er i stand til at udføre deres daglige opgaver, skabe ro og orden og hurtigt finde voldsmændene og straffe dem prompte. Målet for mig er, at København bliver en storby, hvor alle kan færdes trygt – også efter mørkets frembrud.

Jeg har tidligere forfægtet ideen om, at højskoler har et stort integrationspotentiale. I lyset af Statsministerens åbningstale i år er ideen endnu mere aktuel. Anders Fogh talte om at forebygge radikaliseringen blandt unge.

Der skal viden om folkestyrets principper til og respekt for det demokratiske menneskesyn. Uddannelse og arbejde er ikke nok.

Så vidt er jeg enig med Statsministeren. Men jeg mener ikke, det er nok at undervise i demokrati i skolerne. For når skoledagen er slut, tager mange unge med indvandrerbaggrund hjem til en helt anden verden. Den overgang giver en meget klar og mærkbar oplevelse af, at der er forskel på ”dem” og ”os”.

Reel integration handler selvfølgelig om et grundlæggende kendskab til samfundet – men måske i endnu højere grad om sociale kompetencer. Det er helt afgørende, at man kan forstå og agere i den verden, der omgiver en. At man føler sig hjemme. Det er isolationen, oplevelsen af at være udenfor, der åbner døren for en radikalisering. Det er de barrierer, vi skal koncentrere os om at nedbryde. Efter min mening bør integrationsindsatsen fokusere på at rumme forskelligheden, på at omfavne snarere end at belære.

De danske højskoler ligger inde med en enorm kompetence på lige præcis dette område. De har et fagligt indhold og sigte, men deres styrke er netop at opbygge de kompetencer, som er afgørende for en vellykket integration. Her mødes unge fra hele landet og fra alle samfundslag for at lære noget nyt, for at udvikle sig selv som personer og for at knytte nye venskaber. Man forlader det trygge hjem og skal stå på egne ben, og man er pinedød nødt til at samarbejde og at indgå i relationer med alle slags mennesker.

For mange er et højskoleophold lig med muligheden for at starte forfra og at bryde med gamle roller og mønstre. Under alle omstændigheder opbygger det selvtillid, sociale kompetencer og tolerance. Det er færdigheder, som man kan tage med sig og bruge fremover, ligesom venskaberne der har potentiale til at blive livslange.

Højskolerne er gearede til at omfavne meget forskellige mennesker og til at opbygge præcis de kompetencer, som integrationsindsatsen retter sig mod. Derfor har de også potentiale i forhold til for eksempel socialt udsatte unge. Det er desuden en pointe, at højskolerne ikke er et ”projekt” rettet mod en særlig gruppe af unge. Her starter alle i princippet fra scratch – det er op til en selv at lade problemerne blive hjemme.

Jeg synes, det er oplagt at se på, hvordan vi aktivt og målrettet kan anvende højskolerne i indsatsen for udsatte unge af alle typer. Ideen er hermed givet videre til vores regering, der jo desværre ikke er alt for opfindsom på integrationsområdet. Lad os håbe, det ikke fortsætter alt for langt ind i fremtiden.

Hvis vi skal have mere sundhed og forebygge sygdomme, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, at rygeforbud på arbejdspladser og i det offentlige rum er vejen frem.

Jeg er glad for den aftale, som flertallet af partier har indgået med regeringen om at indføre røgfrie miljøer hvad enten vi er på arbejde, på restaurant eller laver andet, der foregår uden for vores eget hjem.

Vi socialdemokrater vil dog gerne have et mere vidtgående rygeforbud, end aftalen lægger op til. Men aftalen og den kommende lovgivning på området er vigtige skridt i den rigtige retning.

DF undslår sig ansvar

Forebyggelsen af de sygdomme, som rygning og passiv rygning er årsag til, er vigtig for alle. Jo færre der ryger, jo mindre risiko er der for at få følgesygdommene. Det er en positiv spiral, der fremmer sundheden for alle. Erfaringer fra andre lande, der har indført rygeforbud f.eks. Canada viser, at et stort antal rygere faktisk stopper.

Derfor forstår jeg ikke, at Dansk Folkeparti undlader at være ansvarlige, når det drejer sig om at indføre røgfrie miljøer. Det er jo netop vigtigt at holde fast på, at ingen ryger på arbejdet eller restauranten. Hvorfor skal vi ikke sikre, at bl.a. tjenere og rengøringspersonale undgår passiv rygning? Og hvorfor skal loven lægge op til en unfair konkurrenceforvridning i forhold til restaurationsbranchen?

Jeg mener, at vi skal stå ved vores hensigt om at signalere, at det er usundt at ryge. At det er folks eget ansvar, vil jeg ikke fornægte. Men jeg mener, at det er vigtigt at se på, hvordan vi fremmer sundheden og forebygger sygdomme på den bedst mulige måde. Og det er bl.a. ved at undgå, at man bliver udsat for røg direkte eller indirekte.

Københavns Kommune overtager pr. 1. januar 2007 ansvaret for den sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

Vi har allerede vedtaget en rygepolitik for arbejdspladserne i kommunen. Jeg ser frem til, at vi på tværs af partierne i Borgerrepræsentationen fortsætter denne linje og bakker op om at udvide rygeforbuddet til det offentlige rum.

Socialdemokraterne vil fokusere på at skabe et så godt fundament for københavnernes sundhed som muligt – og det fortsætter vi med at arbejde for.