Jeg har tidligere forfægtet ideen om, at højskoler har et stort integrationspotentiale. I lyset af Statsministerens åbningstale i år er ideen endnu mere aktuel. Anders Fogh talte om at forebygge radikaliseringen blandt unge.

Der skal viden om folkestyrets principper til og respekt for det demokratiske menneskesyn. Uddannelse og arbejde er ikke nok.

Så vidt er jeg enig med Statsministeren. Men jeg mener ikke, det er nok at undervise i demokrati i skolerne. For når skoledagen er slut, tager mange unge med indvandrerbaggrund hjem til en helt anden verden. Den overgang giver en meget klar og mærkbar oplevelse af, at der er forskel på ”dem” og ”os”.

Reel integration handler selvfølgelig om et grundlæggende kendskab til samfundet – men måske i endnu højere grad om sociale kompetencer. Det er helt afgørende, at man kan forstå og agere i den verden, der omgiver en. At man føler sig hjemme. Det er isolationen, oplevelsen af at være udenfor, der åbner døren for en radikalisering. Det er de barrierer, vi skal koncentrere os om at nedbryde. Efter min mening bør integrationsindsatsen fokusere på at rumme forskelligheden, på at omfavne snarere end at belære.

De danske højskoler ligger inde med en enorm kompetence på lige præcis dette område. De har et fagligt indhold og sigte, men deres styrke er netop at opbygge de kompetencer, som er afgørende for en vellykket integration. Her mødes unge fra hele landet og fra alle samfundslag for at lære noget nyt, for at udvikle sig selv som personer og for at knytte nye venskaber. Man forlader det trygge hjem og skal stå på egne ben, og man er pinedød nødt til at samarbejde og at indgå i relationer med alle slags mennesker.

For mange er et højskoleophold lig med muligheden for at starte forfra og at bryde med gamle roller og mønstre. Under alle omstændigheder opbygger det selvtillid, sociale kompetencer og tolerance. Det er færdigheder, som man kan tage med sig og bruge fremover, ligesom venskaberne der har potentiale til at blive livslange.

Højskolerne er gearede til at omfavne meget forskellige mennesker og til at opbygge præcis de kompetencer, som integrationsindsatsen retter sig mod. Derfor har de også potentiale i forhold til for eksempel socialt udsatte unge. Det er desuden en pointe, at højskolerne ikke er et ”projekt” rettet mod en særlig gruppe af unge. Her starter alle i princippet fra scratch – det er op til en selv at lade problemerne blive hjemme.

Jeg synes, det er oplagt at se på, hvordan vi aktivt og målrettet kan anvende højskolerne i indsatsen for udsatte unge af alle typer. Ideen er hermed givet videre til vores regering, der jo desværre ikke er alt for opfindsom på integrationsområdet. Lad os håbe, det ikke fortsætter alt for langt ind i fremtiden.